| Flere

Et godt forældremøde

Alt for ofte sættes forældrene allerede ud af spillet om børnenes liv i foreningen ved det første forældremøde, fordi der slet ikke er lagt op til, at forældrenes meninger er vigtige. Et traditionelt forældremøde indeholder som regel en orientering ikke en dialog om den kommende sæson. Holdlederne fortæller, hvad de vil, og så får forældrene først lejlighed til at markere sig, når der skal laves en kørselsordning.

Vil man give forældrene indflydelse og dermed lægge op til et positivt forældresamarbejde kan man prøve med en
Alternativ dagsorden
 
  1. Velkomst og præsentation.
    • For at fremme samarbejdet, mener vi, det er vigtigt, at vi ved så meget om hinanden som muligt. Derfor vil vi gerne gøre lidt mere ud af præsentationen, end man er vant til. Ingen skal selvfølgelig fortælle mere, end de ønsker, men vi vil gerne vide lidt om:
      • Hvor meget kender du i forvejen til vores idrætsgren
      • Andre idrætsgrene, fritidsinteresser
      • Hvordan er jeres situation f.eks. med hensyn til at kunne hjælpe med mindre opgaver osv.
  2. En snak om:
    Hvor megen tid mener du, det er rimeligt, dit barn anvender på vores idræt? Det betyder noget for, hvor mange arrangementer, vi skal melde os til. Passer træningstiderne jer? Hvor mange penge er det rimeligt, det koster? Lommepenge ved arrangementer? Skal vi på en lang tur – eller blive i området? Har du gode idéer til, hvordan vi – børnene, jer og os – kan samle penge sammen til en evt. tur?
  3. En snak om, hvordan vi skal sætte hold – 1. 2. 3. hold eller nogenlunde lige stærke hold? Hvordan undgår vi “tabere” ved holdsammensætningen? Hvordan skal vi hjælpe hinanden under træning og kamp, så børnene bliver så sociale som muligt?
  4. Evt.

Dagsordenen er udarbejdet af amtskonsulent Gert Jørgensen.